hoved

Information fra bestyrelsen

Vigtigt: til alle AMK medlemmer.   

 

På Generalforsamling 13. april blev følgende valgt.
Formand Poul Erik Poulsen genvalgt
Sekretær Kurt Jønson genvalgt

Revisor Helge Nørgreen blev genvalgt.
Revisorsuppleant Henning Hansen blev genvalgt
Bestyrelsessuppleant Ken Jørgensen blev genvalgt
Hus inspektør Jørn Thelin blev genvalgt.
 

Fartøjsinspektør Børge Ebbesen ønskede uden for dagsorden at udtræde af bestyrelsen Suppleant Lars Madsen blev genvalgt og indsat som konstitueret fartøjsinspektør. 

Festudvalget Marianne Aggergren genvalgt. Birte Linnet Møller valgt i stedet for Gudrun Hansen.

Information   

 om bundmaling. Læs her.

 

 

 

 

Ordensreglement for Århus Lystbådehavn
Havnens område

Der er offentlig adgang til hele havneanlægget.

For overholdelse af orden gælder Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystebådehavne og mindre fiskerihavne (punkt 1-5 nedenfor med de ændringer som er anført i kursiv i punkt 1.4, 2.6, 3.4, 4.7 og 5.2) samt med de for havnen fastsatte individuelle bestemmelser (punkt 6-10 nedenfor)
Havnemyndighed er Sport & Fritid, Århus Kommune. 

1. Generelle bestemmelser
1.1 Føreren af ethvert fartøj i havnen samt havnens øvrige brugere har pligt til at gøre sig bekendt med indholdet af dette reglement, der gratis udleveres ved henvendelse til havnemyndigheden.
1.2 Overholdelse af orden inden for havnens område påses af havnemyndigheden.
1.3 Politiet, det kommunale redningsberedskab, fiskerikontrollen og andre myndigheder udfører opgaver inden for havneområdet efter lovgivningens almindelige regler og kan benytte slæbesteder efter behov.
1.4 Havnemyndigheden skal i tjenestetiden være iført uniform, uniformskasket eller anden genkendelig beklædning, men skal i øvrigt legitimere sig, hvis det forlanges.
 

2. Regler for opankring, sejlads, fortøjning m.m.
2.1 Fartøjer må ikke ankre inden for havnens søområde uden bydende nødvendighed, medmindre havnemyndigheden har givet særlig tilladelse dertil.
2.2 Havnemyndigheden kan forlange, at ethvert fartøj, som ankrer inden for havnens søområde, flyttes, hvis havnemyndigheden skønner, at fartøjet hindrer fri og sikker passage. Såfremt ankringen ikke er ophørt til det af havnemyndigheden fastsatte tidspunkt, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.
2.3 For sejladsen inden for havnens område gælder de af Søfartsstyrelsen til enhver tid udfærdigede regler for sejlads m.m. i visse danske farvande samt evt. særlige regler, der måtte fremgå af ordensreglementets individuelle del.
2.4 Sejlads inden for havnens område skal foregå med hastigheder, der ikke overstiger opslåede fartgrænser eller i mangel af sådanne med så lav hastighed, at der ikke voldes ulempe for andre. Der skal manøvreres således, at der ikke er risiko for beskadigelse af havneanlægget.
2.5 Fastliggende fartøjer må bortset fra nødvendig forhaling ved "lastning/losning", reparation, brændstofpåfyldning m.m. kun anbringes ved de anviste (tildelte) pladser.
2.6 Gæstende fartøjer skal snarest melde deres ankomst til havnemyndigheden. Gæsten skal forhale til en anden plads, hvis en sådan anvises af havnemyndigheden, eller dersom pladsen ønskes brugt af et fartøj, som har fået pladsen anvist. (Se punkt 6.3)
2.7 Efterkommes et givet påbud ikke, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.
2.8 Alle fartøjer, der benytter havnen, er forpligtet til at anvende fortøjninger og affendring, der er afpasset efter fartøjets størrelse og under alle forhold holder fartøjet inden for den anviste plads.
2.9 Fartøjer må ikke fastholdes ved ankre eller trosser, som helt eller delvist spærrer farvandet i havnen, uden havnemyndighedens tilladelse, og når det forlanges, skal de slækkes for andre både.
2.10 Fartøjsejeren har ubetinget pligt til jævnligt at tilse sit fartøj, når det henligger i eller på havnen og sørge for, at det er lænset, vel fortøjet og affendret i begge sider, ligesom fartøjsejeren under oplægning på land har ubetinget ansvar for at sikre, at fartøjet er forsvarligt afstivet, og at eventuel afdækning er passende fastgjort.
2.11 Bliver det af pladshensyn nødvendigt, at flere fartøjer ligger på siden af hinanden, skal de, som ligger nærmest bolværket, affinde sig med, at mandskabet fra de udenpå liggende fartøjer har fri og uhindret passage over dækket. Mandskabet fra de yderste både skal så vidt muligt passere over fordækket på de inderste både.
2.12 Slæbejoller og lignende må kun anbringes ved fartøjet, såfremt det kan ske uden gener for andre fartøjer.
2.13 Fartøjer, der ligger fortøjet, skal fastgøre fald og lignende således, at det ikke klaprer unødigt mod masten.
2.14 Et fartøj må ikke oplægges i eller på havnen uden havnemyndighedens forudgående tilladelse. En sådan tilladelse vil i givet fald indeholde de fornødne praktiske anvisninger, betingelser om økonomisk sikkerhed, overholdelse af givne tidsfrister, tilsynspligt m.v.
2.15 Efterladte, sunkne eller strandede fartøjer kan havnemyndigheden forlange flyttet inden for en af havnemyndigheden fastsat rimelig tid. Efterkommes et pålæg herom ikke, kan havnemyndigheden efter endnu en meddelt frist lade fartøjet fjerne og sælge for ejerens regning. Inden salget skal havnen så vidt muligt give ejeren besked. Provenuet fra et salg kan anvendes til hel eller delvis dækning af havnens omkostninger.
Såfremt en uafhængig vurderingsmand har erklæret, at fartøjet er værdiløst, eller at dets værdi ikke overstiger de skønnede salgsomkostninger, kan havnemyndigheden skaffe fartøjet bort efter at have givet skriftlig meddelelse herom til ejeren. Såfremt ejeren eller dennes opholdssted er ukendt for havnemyndigheden, kan meddelelse i stedet gives ved opslag på fartøjet samt ved annoncering i et lokalt dagblad/ugeblad.
Uanset sådant salg eller bortskaffelse hæfter ejeren fortsat for fuld betaling af havnemyndighedens omkostninger.
2.16 Vrag må ikke indbringes i havnen uden havnemyndighedens udtrykkelige tilladelse. Et sådant vrag henligger i enhver henseende for ejerens regning og risiko. 

3. Optagning, reparation, brændstof m.m.
3.1 Søsætning/optagning må kun foretages ved de af havnemyndigheden anviste bolværker, ramper og lignende.
3.2 Umiddelbart efter søsætning/optagning har fartøjsejeren pligt til at rydde kajen og landplads for bukke, vogne, støtter og andet grej.
3.3 Fartøjer, bådvogne og master m.m. må kun anbringes på de dertil bestemte arealer efter aftale med havnemyndigheden
.3.4 Fartøjer, stativer og bådvogne m.m., der henstår på havnens arealer eller henligger i havnens bassiner uden tilladelse, er havnemyndigheden berettiget til umiddelbart at fjerne for ejerens regning og risiko.
3.5 Benzin må ikke forefindes i fartøjer på land. Tankene skal tømmes og udluftes. Opbevaring af motorbrændstoffer, smøreolier og flaskegas på havnens område må kun finde sted med brandmyndighedens tilladelse.
3.6 Ved brændstofpåfyldning skal træffes alle forholdsregler til at sikre imod antændelse om bord eller på kaj. 

4. Forskellige miljø- og ordensbestemmelser
4.1 Henkastning af affald af enhver art i havnebassiner eller på havnens område er forbudt. Der henvises til at benytte de affaldsbeholdere, der er opstillet på havnearealet.
4.2 Miljøfarligt affald såsom spildolie, malingrester, fortynder, udtjente oliefiltre og akkumulatorer må ikke anbringes i eller ved de almindelige affaldsbeholdere, men skal afleveres i de dertil indrettede specialbeholdere.
4.3 Reparationsarbejder eller lignende på skibe eller materiel, som henligger i havnen, skal foregå i henhold til gældende miljø- og arbejdsmiljøbestemmelser. Afrenset affald skal opsamles og bortskaffes i henhold til gældende bestemmelser således, at havnen ikke påføres et oprensnings-, miljø- eller iltsvindsproblem.
4.4 Udpumpning af marinetoiletter eller tømning af holding-/septictanke i havnen er forbudt. Der henvises til brug af havnens toiletter og modtagefaciliteter.
4.5 Udpumpning af olieholdigt vand i havnen er forbudt. Vandet skal opsuges og tømmes i de særlige beholdere, der er opstillet på havnen, mærket "Spildolie" eller "Olieholdigt bundvand".
4.6 Afrensning af fartøjer, som er påført biocidholdig bundmaling, må alene finde sted ved eventuelle særligt indrettede vaskepladser.
4.7 Følgende aktiviteter må kun finde sted inden for havnens område med havnemyndighedens forudgående tilladelse:
 

a) Afbrænding af fyrværkeri. Afbrænding af festfyrværkeri kræver dog tillige politiets tilladelse. 

b) Åben ild, herunder åben grill, om bord i fartøjet og på havneområdet i øvrigt uden for eventuelle dertil indrettede grill-pladser. (Se punkt 6.11)

c) Fiskeri.

d) Vandskiløb, kapsejlads, benyttelse af sejlbrætter, sejlads med vandscootere[1] og lignende. (Se punkt 6.12)

e) Badning og dykning fra skibe eller bolværker.

f) Placering af husbåde. (Se punkt 9)

g) Teltslagning og opstilling af campingvogne.

 

4.8 Havnemyndigheden kan give anvisninger vedrørende færdsel på havneområdet.
4.9 Parkering af campingvogne og bådtrailere må kun ske på de dertil særligt indrettede parkeringspladser.
4.10 Alt, hvad der findes, optages eller bjærges inden for havneområdet, skal straks anmeldes til havnemyndigheden. 

5. Havneopsyn, ansvar og straffebestemmelser
5.1 Enhver, der befinder sig på havneområdet, har pligt til straks at efterkomme havnemyndighedens anvisninger og påbud, herunder også om at fjerne sig fra havnens område.

[1] Sejlads med vandscooter kan kun tillades af Århus Byråd efter forhandling med Søfartsstyrelsen.

Hvis en fartøjsejer eller en anden bruger af havnen ikke efterkommer dette reglements bestemmelser eller de af havnemyndigheden givne pålæg så hurtigt, som det skønnes nødvendigt af myndigheden, er denne berettiget til at træffe de fornødne foranstaltninger til, at sådant sker. For beskadigelser, som derved måtte blive påført fartøjet med udstyr eller andre genstande, kan ejeren ikke forlange erstatning. Ejeren er pligtig til at erstatte de udgifter, som de udførte foranstaltninger måtte have medført.
5.2 Mener nogen sig forurettet af havnemyndigheden, kan sagen indbringes for Rådmanden for Kultur og Borgerservice, men et påbud skal under alle omstændigheder efterkommes.
5.3 Fartøjsejeren er ansvarlig for enhver skade (herunder tings-, person-, og følgeskade), der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse udvist af fartøjsejeren eller øvrige besætningsmedlemmer. Ansvaret gælder skade, som direkte eller indirekte er forvoldt i forbindelse med anløbet af, opholdet i, brugen af eller afsejlingen fra havnen.
5.4 Havnemyndigheden er ansvarlig for skader på fartøjet eller dettes besætning, såfremt skaderne er forårsaget ved fejl eller forsømmelse begået af havnemyndigheden.
5.5 Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes overtrædelse af pkt. 2.1-2.2, 2.5-2.7, 2.9-2.15, 2.17, 3.1, 3.5-3.6, 4.1-4.9 og 5.1, første afsnit, med bøde.

Særlige regler for Århus Lystbådehavn
(Fiskeri-, Træskibs- og Lystbådehavnen)

6. Ordensregler generelt

6.1 Alle fartøjer, herunder også både på trailere samt joller, skal være mærket, så det tydeligt fremgår, at de er hjemmehørende i Århus Lystbådehavn. Mærkningen kan f.eks. ske med et årsmærke. Mærkningen af fastliggende fartøjer skal være synlig fra broen.
6.2 For at have en plads på land eller i vandet i Århus Lystbådehavn skal der være indgået en aftale, hvor pris og vilkår er beskrevet. Inden for de områder af havnen, hvor en forening har anvisningsretten, indgås aftalen med den relevante forening. For øvrige områder indgås aftalen med havnemyndigheden.
6.3 Gæstende fartøjer skal snarest melde deres ankomst til den forening, som varetager opgaven med anvisning af pladser til gæstesejlere i den pågældende del af havnen. Gæsten skal forhale til en anden plads, hvis en sådan anvises af den pågældende forening, eller dersom pladsen ønskes brugt af et fartøj, som har fået pladsen anvist.
6.4 Fartøjer på trailer, joller m.v. må på kun henstilles på arealer anvist af havnemyndigheden.
6.5 Alle fartøjer, bådvogne, stativer og master m.m., som anbringes på landarealerne, skal være tydeligt mærket med fartøjsnavn samt navn på den forening ejeren eventuelt er medlem af.
6.6 Ansvarsforsikring er obligatorisk for ejere af fartøjer, der er hjemmehørende i havnen. Dokumentation skal forevises på forlangende af havnemyndigheden.
6.7 Udstyr og grej må ikke henligge i længere tid på broer og havnearealer uden særlig tilladelse. Gangarealer skal holdes fri.
6.8 Hunde skal føres i snor.
6.9 Det er ikke tilladt at kaste sten i bassinet.
6.10 Hvis der monteres gulvtæpper, lægter m.v. på broer og pæle, skal det ske på en sådan måde, at der ikke opstår risiko for skader på personer eller fartøjer. Anvendelse af søm og skruer i plastikpæle er ikke tilladt.
6.11 Grill kan benyttes på kajer og landarealer, hvis der holdes god afstand til bygninger og fartøjer. Det er ikke tilladt at benytte grill på broer og fartøjer.
6.12 Sejlbrætter kan uden særlig tilladelse sejle ud og ind af havnen, jf. 4.7 d.
6.13 Teltslagning og opstilling af campingvogne er tilladt i forbindelse med stævner, træningslejre m.v. på eventområdet omkring slæbestedet på havnens østside. På øvrige områder kan campering kun foregå med havnemyndighedens forudgående tilladelse.

7. Regler om miljøforhold 

7.1 Spild af brændstof i havnen skal undgås. I tilfælde af spild skal skadevolder straks kontakte havnemyndigheden. Havnemyndigheden foretager eventuel forureningsbekæmpelse. Skadevolderen forpligtes til at betale eventuelle omkostninger, som påføres havnemyndigheden.
7.2 Fjernelse/slibning af bundmaling skal ske miljørigtigt og må kun foretages med udstyr, som sikrer en effektiv opsamling af slibestøv og afskrab. Afrenset bundmaling skal anbringes i miljøcontainer.
7.3 Støvgener skal minimeres mest muligt. Sandblæsning og lignende aktiviteter skal foregå under en afdækning. Sandblæsning må kun foretages efter tilladelse fra havnemyndigheden.
7.4 Højtryksrensning må kun foretages på arealer anvist af havnemyndigheden.
7.5 Med henvisning til pkt. 4.3 i standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne (bekendtgørelse nr. 9139 af 15. april 2002 med bilag) gælder følgende vedr. brug af forbudt bundmaling:
 

1) Enhver påføring eller anvendelse af bundmaling eller lignende der indeholder de til enhver tid forbudte stoffer[2] medfører tab af retten til bådplads i havnen og betragtes således som en væsentlig eller grov misligholdelse.
 

2) Ved mistanke om påføring eller anvendelse af ulovlig bundmaling eller lignende er bådejeren forpligtiget til at medvirke til testning af den anvendte bundmaling eller lignende. Manglende iagttagelse af denne pligt medfører tab af retten til bådplads i havnen og betragtes således som en væsentlig eller grov misligholdelse. Såfremt bådejeren har påført eller anvendt ulovlig bundmaling eller lignende, er bådejeren forpligtiget til at betale omkostningerne til disse undersøgelser.

 

3) Konstateres der anvendelse af bundmaling eller lignende der indeholder forbudte stoffer, kan havnemyndigheden under formildende omstændigheder påbyde, at bådejeren inden for en nærmere angiven tidsfrist enten fjerner den ulovlige bundmaling eller lignende på miljørigtig vis eller forsvarligt forsegler denne. Efterkommes et påbud herom ikke straks, medfører det tab af retten til bådplads i havnen og betragtes således som væsentlig eller grov misligholdelse.

 [2] 1) Pt. jf. Bekendtgørelse om begrænsning af import, salg og anvendelse af biocidholdig bundmaling (bek.nr. 1215 10/12/2008, med senere ændringer) og Bek. om ændring af bekendtgørelse begrænsning af salg og anvendelse af visse farlige kemiske stoffer og produkter til specielt angivne formål (organiske tinforbindelser) (bek. nr. 926 af 18/11/2002).

7.6 Meget støjende arbejde må ikke finde sted, når støjgrænsen er mindre end 55 dB(A). Om natten må støjens maksimalværdi ikke overskride 55 dB(A).
Følgende vejledende støjgrænser, som anført i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984, må ikke overskrides ved nærmeste beboelse.

 


Tidspunkt

Støjgrænse

dB(A)

Referencetidsrum

timer

Mandag - fredag kl. 07.00 – 18.00

55

8

Mandag - fredag kl. 18.00 – 22.00

45

1

Alle dage kl. 22.00 – 07.00

40

½

Lørdag kl. 07.00 – 14.00

55

8

Lørdag, kl. 14.00 – 22.00

45

1

Søn- og helligdage

40

8

 

 8. Anvendelse af arealer til vinteropbevaring

8.1 Havnemyndigheden anviser arealer til vinteropbevaring af fartøjer. (Det bemærkes, at nogle lejeaftaler af bådpladser ikke giver adgang til vinterpladser).
8.2 Arealer til vinteropbevaring skal være rømmet og rengjort i tiden 1. juni til 1. oktober. Både kan dog i denne periode henstilles på særskilte arealer til sommeropbevaring efter aftale med havnemyndigheden eller fartøjsinspektøren i den forening, som har en brugsaftale på arealet. Eventuel betaling for sommeropbevaring på land sker efter takstbladet. Flytning til anvist plads foranstaltes af ejeren.
8.3 Der må ikke graves huller på vinterpladserne. Fjernelse af affald så som malerbøtter, træstumper m.m. samt oprydning af stativer og bukke skal være fuldført umiddelbart efter, at fartøjet er søsat. I modsat fald har havnemyndigheden ret til at foretage oprydning for ejerens regning.
8.4 Der er ikke tilladt at anvende elvarmeapparater eller lign. på vinterpladsen uden særlig tilladelse fra havnemyndigheden. Det er ikke tilladt at have tilsluttet strøm på vinterpladsen, uden at fartøjets ejer er til stede.
Havnemyndigheden eller fartøjsinspektøren for den forening, som har en brugsaftale på arealet, kan dog give konkret tilladelse til opladning af en akkumulator, uden at fartøjets ejer er til stede.
Overtrædes disse regler, er havnemyndigheden berettiget til at frakoble strømmen.
 

9. Regler for beboelse på lystfartøjer 

9.1 Forespørgsler om at benytte et fartøj til fast bopæl i perioden 1. oktober til 1. juni behandles af en forening / havnemyndigheden i forhold til, hvem der har anvisningsretten til pladsen.
9.2 Der udarbejdes en skriftlig aftale i forhold til et specifikt fartøj. Aftalen skal kunne opsiges med højst et års varsel.
9.3 Fartøjet må ikke fremlejes eller udlånes til fast ophold/beboelse for personer, der ikke tilhører ejerens husstand.
9.4 Fartøjer, som benyttes til beboelse, må ikke i væsentlig grad afvige fra begrebet ”lystfartøj”. Husbåde kan ikke anvises plads i havnen. I tvivlstilfælde afgør havnemyndigheden om et fartøj kan godkendes.
9.5 Fartøjet skal kunne benyttes til fritidssejllads og skal være i forsvarlig og sødygtig stand.
9.6 Beboerne skal sørge for, at fartøjet fremstår i ordentlig og ryddelig stand. Der må ikke opsættes antenner m.v. på broerne.
9.7 Fartøjet, som kan godkendes til beboelse, skal have holding / samletank. Udledning af spildevand fra toilet direkte til havnen er forbudt.
Fartøjer, som ikke har holding / samletank, kan efter en konkret vurdering godkendes til beboelse. Det er en betingelse at udledning fra toilettet til havnen blokeres.
Tilladelse til beboelse er betinget af, at foreningen / havnemyndigheden gives adgang til at inspicere fartøjets spildevandsinstallation.
9.8 Husdyr er tilladt, hvis de ikke er til gene for andre.
9.9 Foreningen / havnemyndigheden kan beslutte, at fartøjet skal være tilsluttet særskilt elmåler.
9.10 Havnemyndigheden anviser placering af evt. postkasse.
9.11 Foreningen / Havnemyndigheden kan efter et konkret skøn fastsætte yderligere vilkår i forbindelse med den skriftlige tilladelse.
9.12 Fartøjer, der anvendes til beboelse, betaler en særlig havneafgift, jf. takstbladet.
9.13 Overtrædelse af disse bestemmelser kan medføre tilbagekaldelse af tilladelsen til at have fast bopæl på havnen. 

10. Håndhævelse 

10.1 Ved overtrædelse af ordensreglementet gives - afhængig af forholdet - mundtlig(e) og/eller skriftlig(e) advarsel(er) med en passende frist til at rette op på forholdet. Manglende iagttagelse af sådan(e) advarsel(er) kan medføre bortvisning i henhold til pkt. 10.2 uden varsel.
10.2 Overtrædelse af ordensreglementet kan i grove tilfælde medføre bortvisning fra havnen uden varsel. I tilfælde af bortvisning skal ejeren straks fjerne sit fartøj m.m. fra havnens område. Manglende iagttagelse heraf kan medføre, at havnemyndigheden i henhold til pkt. 3.4 fjerner fartøjet m.m. for ejerens regning og risiko.
Endvidere henvises til punkt 5.1. 

Der er jf. 5.2 klageadgang til Rådmanden for Kultur og Borgerservice. 
 

                             -------------------------------------------------------------------------------------------

“Dette reglement, der er udfærdiget i medfør af § 15 og § 18, stk. 2, i lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne med senere ændringer er i henhold til § 7, stk. 1, nr. 6 i bekendtgørelse nr. 427 af 9. maj 2007 godkendt af Kystdirektoratet ved brev af 7. april 2010 og træder i kraft ved Farvandsvæsenets meddelelse i Efterretninger for Søfarende”.